Hammel Neurocenter udvider med 66 medarbejdere til ny regional opgave

Hammel Neurocenter er i gang med at udvide medarbejderstaben, inden Region Midtjylland ved årsskiftet overtager ansvaret for rehabilitering på specialiseret niveau. Målet er at sikre mere sammenhængende forløb og ensartet kvalitet for borgere med svære, erhvervede hjerneskader og andre sjældne, komplekse rehabiliteringsbehov.
Opgaven har hidtil ligget hos kommunerne, men med sundhedsreformen samles ansvaret regionalt hos Hospitalsenhed Midt og Hammel Neurocenter.
"Vi glæder os helt vildt til at omsætte de politiske intentioner og faglige ambitioner til konkret virkelighed. I første omgang betyder det blandt andet, at vi skal finde en del nye, dygtige kolleger, som ligesom os brænder for at skabe gode og sammenhængende forløb, hvor vi på tværs af fagligheder hjælper borgerne godt videre til en ny hverdag efter en alvorlig skade," fortæller chefsygeplejerske på Hammel Neurocenter Tina Pasgaard.
De tre enheder i Hammel, Herning og Horsens skal fremover have dobbelt så mange pladser som hidtil. Samtidig bliver der etableret dagrehabilitering på specialiseret niveau på alle tre lokationer.
Udvidelsen betyder, at Hammel Neurocenter skal ansætte omkring 27 medarbejdere i Hammel, 23 i Herning og 16 i Horsens. Der bliver blandt andet brug for sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter og ergoterapeuter.
Chefterapeut Helle Dybkjær fremhæver betydningen af tværfagligt samarbejde:
"Vi bygger videre på tre enheder med stærke faglige traditioner og dygtige medarbejdere og udvider samtidig holdet markant for at kunne løfte opgaven regionalt. Vi leder særligt efter folk, der brænder for at arbejde i tværfaglige teams og tænke i helheder. For det er netop samspillet mellem faggrupperne, der gør hele forskellen for borgerne og deres familier," siger chefterapeut Helle Dybkjær fra Hammel Neurocenter.
Regionen vil samtidig samarbejde med de 19 kommuner om at udvikle rehabiliteringsforløb, der i højere grad kan komme tæt på borgernes hverdag uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Faktaboks
Region Midtjylland overtager ansvaret 1. januar 2027.
Opgaven forankres hos Hammel Neurocenter under Hospitalsenhed Midt.
Der etableres tre døgnrehabiliteringsenheder i Hammel, Herning og Horsens.
Der bliver i alt 30 døgnpladser, og antallet af sengepladser fordobles på alle tre lokationer.
Alle tre enheder får også dagrehabilitering på specialiseret niveau.
Målgruppen er primært borgere med svære, erhvervede hjerneskader og andre sjældne, komplekse rehabiliteringsbehov.
Der forventes cirka 190 rehabiliteringsforløb om året.






Accepter kun nødvendige cookies